Trådløst netværk bliver brugt af alle. Og stort set alle forventer at det virker perfekt.
Jeg vil skrive lidt om hvad Wi-Fi er, hvad det ikke er og hvordan du får bedre Wi-Fi.
Herunder er et par facts som svarer på de som spørgsmål som forbrugere ofte misforstår.
- Wi-Fi er en trådløs erstatning for et kabel der forbinder din router med din enhed (bærbar, telefon, tablet osv. Også benævnt som klient).
- Du kan have trådløst netværk uden at have internet. Og du kan have internet uden at have trådløst netværk. Det er ikke det samme.
- Ingen udbydere i Danmark garanterer du får den hastighed du betaler for, over det trådløse netværk. Forklaring følger senere.
“Mit internet er så dårligt, og jeg mister hele tiden forbindelsen! Hvad skal jeg gøre?”
- Først skal du have fundet ud af, hvor problemet er.
- Så når du oplever problemet, så skal du tilslutte en pc direkte i din udbyders router med et netværkskabel.
- Sluk for Wi-fi og fjern alle andre tilsluttede enheder.
- Gå ind på f.eks. speedtest.net eller den side som din internetudbyder anbefaler at køre hastighedstest fra. Kør en hastighedstest og find ud af om den matcher det du betaler for.
- Hvis den ikke måler det som du betaler for. Så test evt. med en anden pc. Er den stadig dårlig, så kontakt din internetudbyders support, og fortæl dem om dit problem, og hvordan du har testet. Problemet vil sandsynligvis ligge hos din udbyder.
- Hvis hastigheden er i orden, skal vi kigge på problemet et andet sted.
Nu er du kommet nærmere problemet. Da den kablede forbindelse er ok, så tyder det på at det er det trådløse netværk der driller.
“Hvorfor kan jeg kun måle 45 Mbit når jeg laver en hastighedstest fra min telefon? Jeg betaler for 100 Mbit!”
Nu kan det blive lidt langhåret. Men jeg skal forsøge at forklare det så simpelt som muligt.
To frekvenser
I skrivende stund er de to almindeligste Wi-Fi frekvenser 2,4 GHz og 5 GHz.
Den gamle 2.4 GHz standard understøttes af stort set alle trådløse klienter. Ellers er det noget virkeligt gammelt udstyr.
Den nye standard hedder 5GHz, og er understøttet af alle nyere enheder.
Der er to nævneværdige forskelle på disse. Hastighed og rækkevidden.
2.4 GHz kan have hastighed typisk op til 40-50 Mbit/s, medmindre man øger båndbredden og risikerer at gøre det værre for dig og dine naboer. For at komme på 70-80 MBit/s skal både router og klienten naturligvis understøtte 802.11n.
Hvis du f.eks. har 100 MBit internetforbindelse, men kun måler 40-50 MBit. Så er muligt at du er forbundet til 2.4 GHz.
Kontroller om din enhed har mulighed for at bruge 5 GHz i stedet.
5 GHz understøtter langt højere hastigheder. Men det kræver også at din enhed gør det.
(tilføjes mere herunder)
2.4 GHz – “problembarnet”
- Omtales også som 802.11b, 802.11g og 802.11n. Eller blot B, G og N. I oktober 2018 omdøbes standarderne til WiFi 1-5.
- I Danmark benytter man op til 13 kanaler på 2.4 GHz.
- I sin router vælger man hvilken kanal man vil have sit netværk på.
- Det anbefales altid at benytte kanal 1, 6 eller 11. Ingen andre!
- Hvis man lægger sit netværk på f.eks. kanal 3. Vil kanalen sende støj ud der generer kanal 1 til 6. Det er vanskeligt for andre routere at sortere den fra, og der vil påvirke signalet på alle routere der sender på kanal 1-6. Det er slet ikke godt for nogen!
- Ligeledes skal man, medmindre man bor langt fra andre netværk, holde sig til 20 MHz båndbredde. Lad være med at bruge 40 eller 80 MHz båndbredde. Det ødelægger ligeledes signalet for dig selv og andre.
Så husk!
Altid kanal 1, 6 eller 11 og 20 MHz båndbredde på 2.4 GHz Wi-Fi!
Hvilken kanal skal jeg vælge?
Hent en WiFi scanner app til din Android telefon eller Android tablet. (Wi-Fi scanner apps findes ikke til Apple).
Når du har hentet app’en så laver du en scanning.
Den scanning viser dig alle trådløse netværk i nærheden og hvilken kanal de ligger på.
Find ud af hvilken kanal der er færrest netværk på. Og endnu vigtigere ikke er forstyrret af netværk der ligger på andre kanaler end 1, 6 og 11.
Det gør ikke så meget at der flere netværk på samme kanal. Så kan netværkene “se” hinanden og kan skiftes til at “snakke”. Hvis det ligger netværk på nabo-kanalerne så opfattes det som støj, og det er være end flere netværk på samme kanal.
I eksemplet herunder kan man se at nogle netværk ligger fint på kanal 1 og 6. Men der er nogen ligger på kanal 4, og derfor forstyrrer netværkene på kanal 1 og 6. Kanal 11 er derimod helt fri. Så der ville jeg lægge mit netværk. Skulle der nu ligge 4-5 netværk på kanal 11, så ville jeg stadig vælge kanal 11 på grund at de net det ligger på kanal 4.
Det man også skal have i mente er, at det ikke kun er trådløse netværk der bruger 2,4 GHz. Trådløse tastaturer, grilltermometre, badevægte, babyalarmer, fjernstyret legetøj kan også bruge 2,4 GHz frekvensen. Og det vil ikke kunne ses på en WiFi scanning.
Så oplever udfald på dit netværk, selvom du omhyggeligt har valgt en god kanal. Så prøv en anden. Måske er det din nabo’s babyalarm, der forstyrrer dit signal.
Jeg har valgt et andet eksempel fra en ferie jeg havde i Tyrkiet. Det er noget af det værste jeg har set indtil nu. Det er et stort flot hotel, men wifi-mæssigt er det en ren katastrofe. Det er dømt til at være ustabilt og langsomt.
Jeg så flere Ubiquiti access points på hotellet. Og jeg ved at hvis man sætter kanal-valget til auto, så vælger de kun kanal 1, 6 eller 11.
Derfor har en “IT-mand” selv valgt kanalerne, uden at have den grundlæggende viden om trådløse netværk.
5 GHz – Den nye standard
På 5 GHz frekvensen er der meget mere plads. Det lærte man efter de problemer der opstod på 2,4 GHz.
Derfor kan man uden problemer få højere hastigheder og påvirkninger udefra er minimale.
Det eneste men er rækkevidden.
Jo højere frekvens man bruger, jo kortere er rækkevidden. Det vil derfor kræve højere sendestyrke at opnå samme rækkevidde som 2,4 GHz. I danmark og de fleste andre lande i verdenen må man maksimalt sende med 100 milliWatt. Derfor kan man ikke opnå samme rækkevidde, og fremtiden kræver derfor flere accesspoints efterhånden som man kræver større hastighed på det trådløse netværk.
Hvor skal man placere router eller access point?
For at få den bedste dækning, er placeringen meget afgørende.
Find ud af hvor det er du bruger dit Wi-Fi mest. Det kunne være i stuen, køkken-alrummet, kontoret eller børneværelserne.
Har du valgt et access point eller kan du flytte den router ved hjælp af et langt netværkskabel, så er her et godt råd.
Køb et 20 meter langt netværkskabel. Prøv nu med forskellige placeringer, uden at fastgøre kablet. Gerne over et par dage for at få det bedste indtryk af placeringen. Flyt den hvis den ikke dækker helt som ønsket. Når du har fundet den bedste placering, så er det tid til at finde ud af hvordan du kan trække kabel fra din router/modem og til den nye placering.
Kan du ikke rigtig finde den bedste placering, så skal du nok have gang i flere access point.
Hav i mente at alle bygningsdele dæmper dit signal. Så det er, med netværkstekniske øjne, en meget dum ide at placere det i rum hvor den skal igennem mursten, gips, isolering og andre ting.
Og især den dampspærre man brugte i gamle dage der hedder alukraft. Det er rigtig godt til at blokere for dit WiFi signal.
Herunder er nogle eksempler på hvor meget bygningsdele dæmper signalet.
Decibel er logaritmisk, og 3 dB dæmpning er en halvering af signalet. Det betyder at vi halverer signalet for hver gang der dæmpes 3 DB.
Skal signalet igennem en trædør, så bliver det halveret.
Skal det igennem glas med metalramme, så er der kun 1/4 af det oprindelige signal tilbage.
Og skal det igennem en betonvæg, så er vi nede på kun 1/16 del af signalet.
Det vil sige, at hvis vi sender med f.eks. 22 dB, så er der kun lidt under 1,4 dB på den anden side af betonvæggen.
23/10 2018: Nye navne til WiFi standarder.
De gamle navne som nævnt herover bliver nu omdøbt til en nummeret række for at gøre det nemmere og mere gennemskueligt.
Her er den nye liste:
Wi-Fi 1: 802.11b (1999)
Wi-Fi 2: 802.11a (1999)
Wi-Fi 3: 802.11g (2003)
Wi-Fi 4: 802.11n (2009)
Wi-Fi 5: 802.11ac (2014)
Og den nye 802.11ax vil hedde “Wi-Fi 6”.